De tomme vidders vildskab

I denne uges Weekendavis er der en artikel om rewilding (“Forslugne vegetarer”, Ideer s. 4.).

I store træk dækker begrebet over idéen om genopretning af natur og økosystemer, tilbage til et mere oprindeligt stade. Gerne ved hjælp af indførsel af nogle af de dyrearter der var hjemmehørende tidligere. Følgende citat fik mig til at tænke:

….”Hvorvidt effekterne af rewilding er så entydigt positive som russeren påstår, er der stor uenighed om. Særligt i mindre lande, hvor der ikke er plads til enorme øde naturområder, er modstanden større. Eksempelvis i Danmark hvor pladsmanglen er et direkte argument imod at genindføre store dyr i den danske natur.

“Det er vigtigt at vi finder ud af hvordan vi får plads til naturen. Der mangler plads til den naturlige natur, hvor et vandløb bugter sig, skovbrande raserer, og store dyr vandrer frit rundt. Men jeg er klar over at det er noget af et paradigmeskift, der står i skarp kontrast til det 20. århundredes stolte naturbevaringstradition, hvor målet var at kontrollere naturen.”

Men vi har faktisk plads, mener Ejrnæs. Vi skal bare udnytte den rigtigt. I disse år er der en voldsom debat omkring affolkning af landområderne. Den tomme plads kan vise sig at være værdifuld, hvis vi eksempelvis omdanner forladte landområder til naturparker”……

For et stykke tid siden blev der offentliggjort en kronik i Fyns Stiftstidende, her fundet via gylle.dk. Kronikken, der er skrevet af 2 beboere i landsbyen Magtenbølle på Vestfyn, beskriver meget fint det der sker rundt omkring i landområderne:

“Vi har passivt set til, mens landbruget, godt hjulpet af kreditforeninger, bankerne og EU-støtteordninger har ”strukturudviklet” på livet løs de seneste 40 år. I dag er hver femte bedrift på mere end 100 hektar. I 1970 var blot én procent af bedrifterne på over 100 ha. Ca. 2/3 af arealet dyrkes i dag af bedrifter, som er større end 100 ha, og 40% af arealet dyrkes af bedrifter, der er over 200 ha.”

Jeg forstår så udmærket den frustration, der ligger til grund for deres kronik. Man skal ikke køre ret langt væk fra det reservat af hestefolde og små hobbybrug som Sjælland i pendlerafstand af København er, før der er bar ensformig landbrugsland. Med små afbræk af lige netop småhuse med et minimum af grund omkring. Der er på alle måder tomt.

Måske det også, på lidt længere sigt, bliver det der baner vej for den våde drøm om vild, utæmmet natur i et så gammelt kulturlandskab som det danske?

For, det må være uendeligt meget nemmere at gennemføre en naturgenopretning/naturpark/braklægning/rewilding, hvis mængden af lodsejere hen over tid er reduceret til en enkelt eller to, der så til gengæld ejer det meste inden for miles omkreds. Og som, hvis ellers de dystre meldinger om mulighederne for at tjene til dagen og vejen som landmand står til troende, balancerer på en knivsæg for at overleve økonomisk.

Desuden forekommer det mig, at de følelsesmæssige bindinger der måtte være til det dyrkede land, hvis man sidder på den fædrene gård som 6. generation, nok ikke er helt sammenlignelige med hvad et konsortium af investorer vil føle?

Efterhånden som de sidste familiebrug enten forsvinder eller muterer over i store bedrifter, og behovet for ekstern kapital stiger, er vi vel mere ovre i egentlig traditionel virksomhedsdrift? Og ikke så meget i den selvforståelse og historiefortælling om slægters gang, der ellers har forankret folk i landbruget. Det kan godt være det ikke var ens egen slægt der havde knoklet på jorden, men man har vidst hvem de var. Og kendt nogen der kendte dem. Egentligt er det vel sammenligneligt med skiftet mellem håndværk og egentlig industri, som også er sket på så mange andre områder? Senest i fiskeriet?

Det virker som om vi er på vej hen til en form for natur- eller måske nærmere landskabsforvaltning, der er enten-eller? Som to ekstremer. Men også to ekstremer, der lige så modsatrettede de er, også er relaterede. Man ændrer ikke en egn med et levende lokalt liv og en masse forskellige småbrug til en naturpark.

Naturgenopretning af den kaliber som naturparkerne og de store fredninger repræsenterer, har klart deres berettigelse. Især når det gælder områder der er særegne og enestående: Vildmoserne, Vadehavet, heden, de mikroskopiske områder af oprindelig skov der er tilbage, ect.

Hvis vi til gengæld taler om genetablering af vild natur i områder hvor der ellers har været kulturlandskab i flere århundreder, så må det være relevant at diskutere hvad man får ud af det? Rent grundvand er selv sagt et gode, men mindskning af miljøbelastningen må kunne opnås på andre, mindre rabiate måder.

Hvem skal have fornøjelse af en genskabt vild natur? En brøkdel af den befolkning der klumper sig sammen i byerne? Hvor mange kommer egentligt derud, når først der er genoprettet? Og hvad får de ud af det? Skal vi have natur for naturens egen skyld? For et “rewildet” område vil i sin essens ikke harmonere med en fast, rekreativ brug af mange mennesker.

Sat på spidsen; Hvad giver det enkelte menneske mest naturfornemmelse, eller måske nærmere naturforståelse:

  • Natur hvor man er tilskuer, hvor man drager ud og ser på, for så at tage “hjem” igen?
  • Eller natur som den kommer til udtryk rundt omkring éen, midt i hverdagen?

Skulle jeg vælge mellem monokultur og naturgenopretning, ville jeg vælge det sidste. Og som jeg startede med at skrive, er jeg ikke i tvivl om at det første giver lettere adgang til at indføre det sidste.

Men i processen har vi mistet vores kulturhistorie, og endegyldigt givet køb på muligheden for at befolke områderne uden for de store byer på en måde der bliver andet end passiv.

Reklamer

Udvidelse af sæsonen

Vi vil gerne blive bedre til at udnytte køkkenhaven og sprede høsten fra den, hen over året.

Sidste år begyndte vi med at købe grønt i oktober-november. Da var der kun lidt forskelligt småtterier tilbage: Grønne bønner, et par hokkaido, noget syltetøj, lidt saft, og sådan.

Hvilket, i betragtning af at det var vores første dyrkningsår, egentligt er meget fint.

Men når nu bedene allerede er der, og drivhuset med, jamen så ville det jo være fremragende med nogle fif til at høste så meget af året som overhovedet muligt.

Drivhuset har allerede gjort en helt enorm forskel i forhold til sidste år: Forspiringen af småplanter gik ualmindeligt smertefrit i forhold til sidst, hvor vi skulle have det hele inde i huset.  Det jeg synes vi mangler, er til gengæld nogle gode bud på hvordan vi udnytter drivhuset hen over ydersæsonerne. Til overvintrende spinat, f.eks. Eller hvilke grøntsager der kan sås, forspires og udplantes forskudt, så de kan høstes over længere tid.

Vi har John Seymors gamle “Håndbog i selvforsyning”, såvel som den nye udgave af “Den selvforsynende have”, stående. Hvor hyggelige de end er, synes jeg ikke de er til så meget andet end helt overordnet inspiration.

Nu er jeg så snublet over ham her:

Charles Dowding, der også har en meget informativ hjemmeside. Han teorier om no-dig er meget interessante. Forudsætningen for at de virker – rå mængder af gødning – er til at skaffe herude. Og vi har også muligheden for at kompostere det.

To af hans bøger er bestilt fra Saxo:

Organic Gardening og How to Grow Winther Vegetables

Desuden er denne blevet reserveret på bibliotek.dk: “The Winther Harvest Handbook” af Elliot Coleman.

Det rigtigt spændende bliver nu at få kikketdet hele igennem, og se om deres forslag kan fungere i vores klimazone.

Coleman bor i Maine, USA. Og Dowding i Somerset i Sydengland. Begge dele er lige det mildere end her.

Vand

Så kom den.

Regnen.

Efter ugers uafbrudt tørke, er der endeligt ordenligt væde i jorden.

Jeg burde myldre ud i haven og være praktisk. Der er masser at gøre, og det er dejligt at mærke grøden i tingene igen. Til sidst var det så tørt at alt andet end køkkenhaven, der er blevet vandet, nærmest stod i stampe. ‘

Bierne skal også tilsés.

Det må blive senere.

For i stedet vil vi tage bilen, og køre en tur ud i landet.

Og komme hjem med planter.