En glædelig overraskelse

Som noget af det ældste på grunden, stod der et kæmpe stort kastanietræ, da vi flyttede ind. Med lange, lange grene der rakte ind over brændeskur, garage og hønsehus.

Bladene blev mere og mere brune hen over sommeren, og det var tydeligt, at minérmøllene havde en fest. Flere af de store grene havde desuden revner, og vi var bekymrede for hvordan træet egentligt havde det.

En tilkaldt træmand var klar i mælet: Det var ikke minérmøllene der var problemet, de var mest et symptom på det egentlige: Et gennemgribende angreb af honningsvamp.

Det var til at tude over: Et træ af den størrelse er uerstatteligt. Men også farligt at lade stå så tæt på huset.

Vi fik fundet 2 andre træer til erstatning: En poppel og en lind. Det er en skidt idé at sætte den samme art umiddelbart efter, når nu der blev fældet på grund af sygdom.

Der blev truffet ny aftale med træmanden, og for 2 år siden, i det tidlige forår, blev kastanjen “fældet”. Grenene blev savet af, og hejst forsigtigt ned.

Men stammen fik lov at stå. Der blev lavet et snit rundt for neden i barken for at stoppe saftstigning. Og så skal den have lov at forvitre, og give plads til liv mens den nedbrydes.

010

Og liv er der kommet.

Træet endnu ikke så nedbrudt at vi kan spore det store rykind af insekter.

Men honningsvampens frugtlegemer kom næsten med det samme. Og i november kom der også noget andet:

008

Østershatte! Sørme! De orange svampe til højre er honningsvamp.

Noget som vi flere gange har talt om at dyrke på enten halm eller træstammer, er dukket op helt af sig selv!

Og de smager dejligt!

009

Kun en enkelt “klump” er blevet høstet. Der var lidt over et halvt kilo.

Formenligt er stammen allerede så gennemsyret af mycelium, at det ingen betydning har, men jeg vil hellere vente til næste vinter, inden vi tager alt hvad der kommer af svampe.

Sikke en sidegevinst af en rigtig kedelig nødvendighed!

Reklamer

Det grænseløse underjeg

Der mangler ikke ulækre og ulykkelige detaljer. Heller ikke dokumentarfilm eller billeddokumentation.

Og der er også masser af hjælp til at vælge.

Alligevel fortsætter det, ufortrødent.

For 10-12 år siden var der en udsendelsesrække på DR2 om hjernens udvikling.

I en af de første udsendelser, blev der vist et illustrativt eksperiment: En lille gruppe børnehavebørn blev én af gangen sat foran et bord i et rum, helt alene. På bordet foran dem blev der lagt et par stykker slik. Barnet/børnene fik så at vide, at hvis de lod være med at spise det slik der lå foran dem, ville de få endnu mere slik efter eksperimentet. Forsøgslederen gik så ud af rummet. Barnet var nu alene med et kamera, og slikket på bordet. De skulle være alene med slikket i måske 5 minutter.

Der blev sunget sange, numset rundt på stolen, og meget andet. Alt sammen i et forsøg på at undgå at spise slikket. Uden held. Overladt til sig selv, med slikket lige ved siden af, var der ingen der ikke spiste slikket. Ingen der kunne udskyde deres behov. For dét kan man ikke som 4-5 årig. Ikke på egen hånd, uden hjælp. Det er hjernen slet ikke modnet nok til. Men efterhånden som vi bliver ældre,  lærer vi det. Det bliver en hårdt erhvervet færdighed.

Det er altså ikke en medfødt evne, det med at kunne udskyde sine impulser, for at kunne vælge at handle på dem, eller måske lige frem lade være.

Hvis ikke det var sådan, var der næppe heller nogen reoler fyldt med dims, lige op til kassen i supermarkedet. Det kan betale sig at trigge vores udiciplinerede underbevidsthed………………..Endnu bedre bliver det, hvis man oven i købet kan overbevise folk om at det er til deres eget bedste. De har godt af det, de er det værd, de har faktisk ret til det.

Vi skal intet mangle. Ikke undvære. Ikke lide afsavn.

Forleden havde Brugsen tilbud på 2 svinemørbrad’er til 50,- Kyllinger kan man sagtens købe til 40,- på tilbud. Og Netto har en igangværende sommerkampagne kørende, hvor man kan vælge og vrage mellem assorteret kød til grillen til 25,-

Vi skal nemlig have kød. Og meget af det. Hele tiden.

Har man ikke læst den fremragende “Kød – en antologi”, der udkom for et par år siden, kan den varmt anbefales. Et af bidragene er en artikel forfattet af to norske forskere. De har gennemgået og sammenlignet flere forskellige udgaver af Gyldendals store kokebok. Norges svar på Italiens “Sølvskeen”, eller vores egen “God mad, let at lave”, der er kommet i 8. udgaver.

Deres pointe var, at i den ældste udgave af kogebogen, var der detaljerede illustrationer af hvordan man brækker forskellige dyr op, og udskærer dem. Kød var noget man fik fra et konkret dyr. I den seneste udgave af kogebogen er ethvert tilløb til at illustrere hvor kødet kommer fra, eller hvordan man får en given udskæring, helt væk. I stedet er der nu kun billeder af selve koteletten, oksestegen, ect. Kødet er nu en ingrediens, på niveau med de løg eller de champignons der også skal bruges i en middagsret. Og når det først er reduceret til dét, jamen så svarer det jo til at stå og overveje om man vil have de økologiske gulerødder eller de “almindelige”.

Jeg tror det gør en kæmpe forskel om man har “været der selv”. Om man reelt har konkrete erfaringer at koble sine indkøb op på. At mad der laves fra bunden smager anderledes. At en rigtig slagerbutik faktisk lugter. Af kød. At der er forskel på grøntsager, krydderier, råvarer. Ud over prisen. At man har været i konkret nærkontakt med levende husdyr.

Om der er en indre kontravægt til jeg-vil-have.

For det er ikke tilgængeligheden der skal afholde nogen fra at købe kød fra burgrise, industrihøns, eller udslidte malkekøer der aldrig har været på græs. Det skal markedet nok sørge for. Vi vælter os i kød i butikken, når vi handler. Og vi slæber det med hjem.

Fordi vi kan.

Vegetaren, økologen, veganeren for den sags skyld, udgør stadigvæk et normbrydende mindretal. Og beskrivelsen af  deres måde at leve på, er fortsat centret om fravalget, forsagelsen. Der er noget de ikke gør. Det handler ikke om at de har foretaget et aktivt tilvalg.

For man skal have det hele. Lige nu.

Fordi vi kan.

Havets fryns

I de første 6 år er den bedre halvdel kommet hjem uden fangst, når han var på fisketur.

Der har været lange, detaljerede og drabelige beretninger om hvad der slap væk.

Og det er jo processen der tæller. Og naturen.

Men ikke desto mindre.

Det sidste ½ år har været anderledes. Han har knækket koden, luret lokkemåden:

Her er resultatet af dagens vandgang på Kongsøre Næbbe:

fangst

Det er afstresning der vil frem. Der er dømt dejlig aftensmad i morgen.