En glædelig overraskelse

Som noget af det ældste på grunden, stod der et kæmpe stort kastanietræ, da vi flyttede ind. Med lange, lange grene der rakte ind over brændeskur, garage og hønsehus.

Bladene blev mere og mere brune hen over sommeren, og det var tydeligt, at minérmøllene havde en fest. Flere af de store grene havde desuden revner, og vi var bekymrede for hvordan træet egentligt havde det.

En tilkaldt træmand var klar i mælet: Det var ikke minérmøllene der var problemet, de var mest et symptom på det egentlige: Et gennemgribende angreb af honningsvamp.

Det var til at tude over: Et træ af den størrelse er uerstatteligt. Men også farligt at lade stå så tæt på huset.

Vi fik fundet 2 andre træer til erstatning: En poppel og en lind. Det er en skidt idé at sætte den samme art umiddelbart efter, når nu der blev fældet på grund af sygdom.

Der blev truffet ny aftale med træmanden, og for 2 år siden, i det tidlige forår, blev kastanjen “fældet”. Grenene blev savet af, og hejst forsigtigt ned.

Men stammen fik lov at stå. Der blev lavet et snit rundt for neden i barken for at stoppe saftstigning. Og så skal den have lov at forvitre, og give plads til liv mens den nedbrydes.

010

Og liv er der kommet.

Træet endnu ikke så nedbrudt at vi kan spore det store rykind af insekter.

Men honningsvampens frugtlegemer kom næsten med det samme. Og i november kom der også noget andet:

008

Østershatte! Sørme! De orange svampe til højre er honningsvamp.

Noget som vi flere gange har talt om at dyrke på enten halm eller træstammer, er dukket op helt af sig selv!

Og de smager dejligt!

009

Kun en enkelt “klump” er blevet høstet. Der var lidt over et halvt kilo.

Formenligt er stammen allerede så gennemsyret af mycelium, at det ingen betydning har, men jeg vil hellere vente til næste vinter, inden vi tager alt hvad der kommer af svampe.

Sikke en sidegevinst af en rigtig kedelig nødvendighed!

Første omgang indendørs forspiring

Så fik vi sået den første omgang indendørs frø. For fem dage siden.

bord

Det er et rædsomt griseri, men endnu har jeg ikke fundet et mere praktisk sted at gøre det, end i køkkenet. Så må rengøringen efterfølgende bare blive så meget desto grundigere.

13

Det såede er – stort set – alt sammen stauder, der efter den første prikling gerne skulle kunne flyttes ud i drivhuset, så snart det er til at holde frostfrit. Altså om en lille måneds tid.

005

Herefter skulle der meget gerne blive plads til et nyt hold frø til forspiring. Der er fortsat vindueskarme rundt omkring, uden spirebakker. Men endnu er der også meget varmt de fleste steder, på grund af radiatorerne.

017

Det er en balancegang, at få afvejet de (alt for) varme vindueskarme, med det endnu ikke så kraftige lys. De bitte små spirer må helst ikke blive alt for ranglede.

Terrassedøren giver det bedste lys, og her er der ikke konstant varme under planterne. Så snart de spirer, bliver bakkerne flyttet herover.

Indtil videre tror jeg måske vi har forregnet os, hvad angår de forskellige dahliafrø vi har sat til spiring. De vælter op, med synlig forskel fra morgen til aften. Hm.

Det er ellers ikke fordi dahlias grokraft er noget nyt. Det kommer til at betyde et langt ophold i drivhuset, for til forskel fra knoldene, der måske nok kan sniges en smule tidligt ud i bedet, eftersom jorden vil tage af for en evt. frost, ind til der kommer noget op, så vil de små nye frøplanter platte sammen ved den mindste rim.

Sikke en luksus, hvis man havde en vinterhave: En mellemting mellem husets alt for stærke varme + manglende lys, og drivhusets kolde men bedre lys……

 

Feriefornøjelser

I løbet af den næste halvanden måned, har jeg 3 ugers ferie.

Det bliver fantastisk!

Så megen tid som muligt kommer til at foregå i haven. Der skal luges, flyttes, deles og strøes kompost. Og så må jeg hellere få beskåret det der kan beskæres nu.

Og så skal vi:

Have anlagt grusstier

Lavet drivbænke

Lavet højbede

Sat de sidste stolper op, og så have espalieret frugttræerne

Senere på foråret skal alle fliser på den store terrasse op, og der skal anlægges grus- og krydderhave i stedet.

 

At fremtur(d)e

Sidste forårs store overraskelse var hvordan det faktisk kunne lykkes at fremspire massevis af stauder fra frø:

Skabioser
Salvier
Sporebaldian
Katteurter
Anisisop(er)
Isop
Rølliker
Purpursolhatte
Kongelys
Hestemynte

bed

Bierne var voldsomt begejstrede. Og sommerfuglene! Især de to forskellige Nepetha var non-stop besøgt af enten sommerfugle eller natsværmere. Sensommerhonningen duftede og smagte af anis og mynte. En fin blanding fra Anisisop og Lind.

Meget kiksede: En pæn portion frø fra T & M blev sået i flamingokasser i oktober ’14, stort set intet af det kom. Men hønsene nåede også at bruge de fleste af kasserne til reder, og de blev ikke passet ordenligt med vand da foråret endeligt kom: En alt for varm placering gjorde at de nåede at udtørre lidt for tit.

Så må man jo prøve igen. Denne gang inden døre i marts-april. Her lykkedes det meste.

Nu prøver jeg med koldsåning igen-igen. Nu under mere kontrollerede former:

I morgen såes følgende i bakker i drivhuset:

Plettet lungeurt (Pulmonaria officinalis)
Tysk poppelrose (Lavatera thuringiaca)
Uldbladet kongelys (Verbascum thapsus)
Læge-kvæsurt (Sanguisorba officinalis)
Diktam (Dictamnus fraxinella)
Rød vejbred (Plantago major rubra) frø høstet fra “bonusplante” fra en indkøbt staude
Lægestregbælg (Galega officinialis)
Cikorie (Cichorium intybus)
Djævelsbid (Succisa pratensis)
Rude (Ruta graveolens)
Bjergmynte (Calamintha nepeta)
Moskus katost (Malva moschata)

Rosenskovmærke (Crucianella stylosa)
Kæmpe-verbena (verbena bonariensis) købte & egne frø fra efteråret
Hvid purpursolhat (Rudbeckia purpurea)
Purpur solhat (Echinacea purpurea)
Blodrød storkenæb (Geranium sanguineum)
Geranium pheum
Geranium “Akita”
Drejeblomst (Physostegia virginiana) frø høstet i haven
Siskens lille hvide skabiose
Japansk primula (Primula japonica)
Kugleprimula, broget (Primula x bullesiana)
Rosenprimula (primula rosea gigas)

Vild katost (Malva sylvestris), frø høstet i grøftekanten
Musevikke (Vicia cracca)
Vild skabiose (Knautia avensis), frø høstet nord for marken
Vild hjortetrøst, hvid (Ageratina altissima)
Vild hjortetrøst, rød (Eupatorium cannabinum)

– I forvejen står der småpotter med hulkravet kodriver, lammeøre (1! kimplante), lægebaldrian, Echium russicum, og silkekatost, alle fra august.

Forhåbentligt lykkes det på denne måde. De fleste skulle fint kunne sås indendørs om en-to måneder, men dér er der jo så meget andet der også skal i gang.

028

Nyt vand

Hvor heldig har man lige lov at være? Hvor der tidligere var uendelig, kedelig flade af hvede hvert år, kommer der nu (fugle)liv og glade dage:

For genboen er gået i gang med at grave på marken.

jord

De genetablerer en sø, der for længst var pumpet og drænet væk.

Pumpestationen står der stadigvæk:

pumpe

Ser man på den opgravede jord, er det tydeligt at der er gammel søbund imellem.

Det bliver SÅ spændende at følge udviklingen fra “hul i jorden” til rigtig sø.

Burhøns og genbrug

Vi fik maranere i foråret. 12 høner og en hane. 3 måneder gamle.

Og bortset fra at vi ALDRIG nogensinde skal starte endnu et forår op med at etablere voliere, hønsegård og ditto hus, samtidigt med at køkkenhaven skal op i gear igen – Jamen, så er det sådan en ting hvor man undrer sig over hvorfor i al verden man dog ikke har gjort det noget før i livet.

Hønsehold styrer!

Til sammenligning med vores andre husdyr (hund, katte, marsvin) er hønsenes vedligehold overskueligt. Det mest arbejdskrævende er de 20 min. manden bruger hver morgen på at samle grønt ind til dem og marsvinene. Efter jeg anlagte møgbrædt, er det med udmugningen et hurtigt 10-minutters projekt en gang om ugen.

Så i maj begyndte det at vælte ind med æg: 9–11 om dagen. Hvilket vel må betegnes for pænt for sådan en race? Lige lovligt pænt, faktisk.

De skulle jo gerne blive skruk i stedet for at producere alle de æg.

Vi kan sagtens afsætte de ekstra æg, og indtægten fra dem kan faktisk holde dem med øko korn + foder. Men det var for selvforsyningens skyld vi fik dem. Så der kan komme noget kyllingsteg på bordet.

Hvad gør man så? Vi kikkede på indretningen af redekasserne: Dem vi satte ind i foråret, består af gamle papkasser til frugt/grønt.

 

008

Ikke særligt huleagtige, tværtimod er der frit spil for æglægning i flere etager på samme tid: Der kan sagtens ligge en sur fladmast høne nederst, med 2 andre møvet ovenpå. Alle er for stædige til at flytte sig. Utroligt at ingen æg er røget i dén process.

Efter en tur på nettet og et kik på Dansk Fjerkræ Forum gik vi væk fra selv at bygge redekasser.

I stedet gik vi ud i garagen og fandt vores 3 kattetransportkasser frem! En genial idé jeg aldrig var kommet på selv! De passer perfekt i størrelsen, det eneste vi lige skulle afmontere var gitteret foran.

Andre (med større hønseracer) bruger overdækkede kattetoiletter. Dæl’me smart! Og vaskbart 🙂

Om det var dét der gjorde forskellen, eller bare alderen, ved jeg ikke. Men ugen efter lå der en skruk!

For de der er interesserede i dén slags, kan Natur & Museum’s nummer om høns varmt anbefales

Det er blandt andet hér jeg for første gang er stødt ind i forklaringen på hvad der gør høns skruk:

Forudsætningen er at hun går ud af lægning. Dette frigiver et hormon i hjernen, der aktiverer rugetrangen. Hvilket jo giver god mening i naturen, når man har lagt en redefuld æg. Og hvilket også forklarer hvorfor ISA og hvad de ellers hedder af industrihøns, IKKE bliver skruk. Det producerer de for mange æg til.

Den første skruk har nu udruget sit beskedne kuld på 4 æg. Det resulterede i 3 fine kyllinger, der i dag er 1 uge gamle. 2 hunner og en han. Tror jeg. De hygger sig alle i den hønsefræser vi smækkede sammen, da det stod klart at hun ville blive på æggene.

001

Og nu ligger der 2 nye og skrukker! På hver 10 æg. Noget klogere denne gang, har jeg suppleret op i den enes beholdning og fjernet lidt fra den anden. Og markeret æggene.

Det sidste viste sig at være en god idé, for især den ene har haft svært ved at få lov til at ligge i fred: Hun rangerer tydeligvis ikke særligt højt i hierakiet. Andre høner lægger sig over hende, eller jager hende ligefrem ud af kassen, så de selv kan få lagt deres ene æg. Efter at have sorteret æg i 2 dage i træk, med en muggen skruk på skødet. Og efter at have skulle jage en anden høne væk i dag, for så at putte skrukken ind i kassen igen, fandt vi ud af at vi måtte lave en mere holdbar løsning.

Inde i selve hønsegården kunne det ikke være, så var der alligevel ikke nogen fred for underhønen. Og det skulle også være under tag.

Vi kunne selvfølgeligt bygge nogle flere hønsefræsere, men det ville betyde et par dages arbejde. Selv med erfaringerne fra den første fræser.

Og så var det vi kom i tanke om marsvinenes bur! For de er jo på sommerferie uden for. Og buret lå pakket væk i garagen.

Nu står damerne så i 2 etager i brændeskuret, i hver deres katte-redekasse.

006

Om de vil finde sig i det, må tiden vise.

003

Men fungerer det, er planen at de bliver der til æggene klækker. Så passer det med at marsvinene alligevel skal ind for vinteren igen, og kan overlade sommerhuset til en høne med kyllinger:

002

Imens kan det andet hold kyllinger og deres mor komme en tur over i hønsefræseren, hvor de 3 “store” kyllinger på det tidspunkt er næsten en måned gamle.

Det er godt med genbrug! 😀

Flyttedag

Der er gang i bistadet. Den nærliggende eng har blomstrende kløver.

bier

Kikker man efter, er der også gang i andet end kløver.

Droneslaget er i gang.

De store fjumsede droner, der aldrig har oplevet andet end fuld service og forplejning fra deres søstre, bliver nu smidt ud hjemmefra.

Hele deres korte liv er de blevet madet, når de var sultne, for så på solskinsdage at flyve en tur med gutterne, på jagt efter damer.

Den slags frivol pjank er der ingen bifamilier der har råd til at fodre på, nu hvor mængden af tilgængelig pollen og nektar er toppet.

drone1

Fra nu af går det den forkerte vej:

Mængden af næring der hentes ind af trækbierne pr. dag bliver gradvist mindre end den mængde bifamilien spiser.

Dronningen er allerede startet med at lægge æg til de bier der skal overvintre med hende. Og de arbejdere der er lige nu, bliver ikke længere erstattet med mange flere nye.

Den samlede størrelse af familien er så småt ved at vende.

Nu skal der gøres klar til vinteren.

drone3

Og de starter med en oprydning i hvem der skal fodres på.

drone2

Det er kort og kontant afregning. Dronerne bliver skubbet ud af boet.

Og prøver de at komme ind igen, bliver de stukket.

drone4

Til sidst ender de fleste med at flyve væk.

Jeg kommer sådan til at tænke på græshoppen fra Æsop.

Det grænseløse underjeg

Der mangler ikke ulækre og ulykkelige detaljer. Heller ikke dokumentarfilm eller billeddokumentation.

Og der er også masser af hjælp til at vælge.

Alligevel fortsætter det, ufortrødent.

For 10-12 år siden var der en udsendelsesrække på DR2 om hjernens udvikling.

I en af de første udsendelser, blev der vist et illustrativt eksperiment: En lille gruppe børnehavebørn blev én af gangen sat foran et bord i et rum, helt alene. På bordet foran dem blev der lagt et par stykker slik. Barnet/børnene fik så at vide, at hvis de lod være med at spise det slik der lå foran dem, ville de få endnu mere slik efter eksperimentet. Forsøgslederen gik så ud af rummet. Barnet var nu alene med et kamera, og slikket på bordet. De skulle være alene med slikket i måske 5 minutter.

Der blev sunget sange, numset rundt på stolen, og meget andet. Alt sammen i et forsøg på at undgå at spise slikket. Uden held. Overladt til sig selv, med slikket lige ved siden af, var der ingen der ikke spiste slikket. Ingen der kunne udskyde deres behov. For dét kan man ikke som 4-5 årig. Ikke på egen hånd, uden hjælp. Det er hjernen slet ikke modnet nok til. Men efterhånden som vi bliver ældre,  lærer vi det. Det bliver en hårdt erhvervet færdighed.

Det er altså ikke en medfødt evne, det med at kunne udskyde sine impulser, for at kunne vælge at handle på dem, eller måske lige frem lade være.

Hvis ikke det var sådan, var der næppe heller nogen reoler fyldt med dims, lige op til kassen i supermarkedet. Det kan betale sig at trigge vores udiciplinerede underbevidsthed………………..Endnu bedre bliver det, hvis man oven i købet kan overbevise folk om at det er til deres eget bedste. De har godt af det, de er det værd, de har faktisk ret til det.

Vi skal intet mangle. Ikke undvære. Ikke lide afsavn.

Forleden havde Brugsen tilbud på 2 svinemørbrad’er til 50,- Kyllinger kan man sagtens købe til 40,- på tilbud. Og Netto har en igangværende sommerkampagne kørende, hvor man kan vælge og vrage mellem assorteret kød til grillen til 25,-

Vi skal nemlig have kød. Og meget af det. Hele tiden.

Har man ikke læst den fremragende “Kød – en antologi”, der udkom for et par år siden, kan den varmt anbefales. Et af bidragene er en artikel forfattet af to norske forskere. De har gennemgået og sammenlignet flere forskellige udgaver af Gyldendals store kokebok. Norges svar på Italiens “Sølvskeen”, eller vores egen “God mad, let at lave”, der er kommet i 8. udgaver.

Deres pointe var, at i den ældste udgave af kogebogen, var der detaljerede illustrationer af hvordan man brækker forskellige dyr op, og udskærer dem. Kød var noget man fik fra et konkret dyr. I den seneste udgave af kogebogen er ethvert tilløb til at illustrere hvor kødet kommer fra, eller hvordan man får en given udskæring, helt væk. I stedet er der nu kun billeder af selve koteletten, oksestegen, ect. Kødet er nu en ingrediens, på niveau med de løg eller de champignons der også skal bruges i en middagsret. Og når det først er reduceret til dét, jamen så svarer det jo til at stå og overveje om man vil have de økologiske gulerødder eller de “almindelige”.

Jeg tror det gør en kæmpe forskel om man har “været der selv”. Om man reelt har konkrete erfaringer at koble sine indkøb op på. At mad der laves fra bunden smager anderledes. At en rigtig slagerbutik faktisk lugter. Af kød. At der er forskel på grøntsager, krydderier, råvarer. Ud over prisen. At man har været i konkret nærkontakt med levende husdyr.

Om der er en indre kontravægt til jeg-vil-have.

For det er ikke tilgængeligheden der skal afholde nogen fra at købe kød fra burgrise, industrihøns, eller udslidte malkekøer der aldrig har været på græs. Det skal markedet nok sørge for. Vi vælter os i kød i butikken, når vi handler. Og vi slæber det med hjem.

Fordi vi kan.

Vegetaren, økologen, veganeren for den sags skyld, udgør stadigvæk et normbrydende mindretal. Og beskrivelsen af  deres måde at leve på, er fortsat centret om fravalget, forsagelsen. Der er noget de ikke gør. Det handler ikke om at de har foretaget et aktivt tilvalg.

For man skal have det hele. Lige nu.

Fordi vi kan.

Havets fryns

I de første 6 år er den bedre halvdel kommet hjem uden fangst, når han var på fisketur.

Der har været lange, detaljerede og drabelige beretninger om hvad der slap væk.

Og det er jo processen der tæller. Og naturen.

Men ikke desto mindre.

Det sidste ½ år har været anderledes. Han har knækket koden, luret lokkemåden:

Her er resultatet af dagens vandgang på Kongsøre Næbbe:

fangst

Det er afstresning der vil frem. Der er dømt dejlig aftensmad i morgen.

Bi-invasion

Da vi kikkede ned forbi bistadet i eftermiddags, sad der en klump meget kolde og våde bier på flyvebrættet. De måtte tydeligvis ikke komme ind. Samtidigt kom der hele tiden arbejdere flyvende, de kom ind uden problemer. Så de der sad på brættet, var altså ikke nogle der hørte til.

De blev fjernet og hældt ned på jorden.

018

Senere, da vi  kom ned igen, var de kravlet op igen en gang, nu så de blokerede det hele totalt. Vi fejede dem væk endnu en gang. Kort efter var de forsvundet.

Så var det vi besluttede os for at gå i bierne kl. 9 om aftenen: På med dragterne, ild i røgpusteren, og ned for at tjekke hvad der foregik.

Det ser unægteligt ud som om en fremmed (dronningeløs?)sværm er kommet ind? Forrest i stadet og oppe i magasinerne ser alt ud som vanligt. Alle myldrer rundt og er travlt beskæftiget med det de nu plejer at lave. Fruen i huset var der også, helt uanfægtet, ganske som de bier der omgav hende.

Men på de bagerste 2 rammer sad bierne klumpet helt sammen. Arbejdere alle sammen, ingen droner, ingen dronning. Så vidt vi hurtigt kunne vurdere.

Vi fik tilsammen 5 stik, normalt får vi ingen. Nogen er oppe på lakridserne.

Fantastisk nok, kan vi så ringe klokken bæ om aftenen, til en venlig mand fra biavlerforeningen. Og lige så fantastisk spørger han ikke om hvad vi bilder os ind, men om hvad der er sket.

Nu kommer han i morgen formiddag for at se på det. Vi kommer til at overdænge ham med spørgsmål.

Mangler man nørderi-pontentiale, skal man bare anskaffe sig bier……

…….. Forklaringen viste sig at være ganske enkel og udramatisk: Det var trækbier, der havde samlet sig i regnen uden for. Da de ingen honning havde med hjem, var det svært at få lov at komme ind. Når de endeligt kom ind, klumpede de sig sammen bagerst, hvor der ikke er så varmt som i resten af stadet.

Med rigtigt mange ting, og også med bier, kan det essentielle skrives ned på bagsiden af en – ihvertfald – køkkentændstikæske. Tilsætter man så 40 års erfaring, får man det vi fik demonstreret i dag: En vidende og venlig gennemgang af hvad man skulle se efter, og hvorfor tingene var som de var.

Vi blev rigtigt meget klogere, og blev også forsikret om at med så velfungerende en familie, ville der ikke komme noget ind udefra.

Til gengæld burde vi overveje at udskifte dronningen: Der er huller i yngeltavlerne, hun lægger ikke æg i alle celler.

Køber vi en ny, skal den gamle aflives, og den nye dronning  placeres i et lille bitte bur i stadet. Enden af buret består af sukkerdej; Det tager bierne et par dage at gnave sig ind til hende. I løbet af de par dage, har hun udsendt så mange ferromoner, at at stadet og arbejderne nu er hendes.  Var hun bare blevet sat ind, ville de have dræbt hende. Dufter hun ikke nok, dræber de hende under alle omstændigheder.