Burhøns og genbrug

Vi fik maranere i foråret. 12 høner og en hane. 3 måneder gamle.

Og bortset fra at vi ALDRIG nogensinde skal starte endnu et forår op med at etablere voliere, hønsegård og ditto hus, samtidigt med at køkkenhaven skal op i gear igen – Jamen, så er det sådan en ting hvor man undrer sig over hvorfor i al verden man dog ikke har gjort det noget før i livet.

Hønsehold styrer!

Til sammenligning med vores andre husdyr (hund, katte, marsvin) er hønsenes vedligehold overskueligt. Det mest arbejdskrævende er de 20 min. manden bruger hver morgen på at samle grønt ind til dem og marsvinene. Efter jeg anlagte møgbrædt, er det med udmugningen et hurtigt 10-minutters projekt en gang om ugen.

Så i maj begyndte det at vælte ind med æg: 9–11 om dagen. Hvilket vel må betegnes for pænt for sådan en race? Lige lovligt pænt, faktisk.

De skulle jo gerne blive skruk i stedet for at producere alle de æg.

Vi kan sagtens afsætte de ekstra æg, og indtægten fra dem kan faktisk holde dem med øko korn + foder. Men det var for selvforsyningens skyld vi fik dem. Så der kan komme noget kyllingsteg på bordet.

Hvad gør man så? Vi kikkede på indretningen af redekasserne: Dem vi satte ind i foråret, består af gamle papkasser til frugt/grønt.

 

008

Ikke særligt huleagtige, tværtimod er der frit spil for æglægning i flere etager på samme tid: Der kan sagtens ligge en sur fladmast høne nederst, med 2 andre møvet ovenpå. Alle er for stædige til at flytte sig. Utroligt at ingen æg er røget i dén process.

Efter en tur på nettet og et kik på Dansk Fjerkræ Forum gik vi væk fra selv at bygge redekasser.

I stedet gik vi ud i garagen og fandt vores 3 kattetransportkasser frem! En genial idé jeg aldrig var kommet på selv! De passer perfekt i størrelsen, det eneste vi lige skulle afmontere var gitteret foran.

Andre (med større hønseracer) bruger overdækkede kattetoiletter. Dæl’me smart! Og vaskbart 🙂

Om det var dét der gjorde forskellen, eller bare alderen, ved jeg ikke. Men ugen efter lå der en skruk!

For de der er interesserede i dén slags, kan Natur & Museum’s nummer om høns varmt anbefales

Det er blandt andet hér jeg for første gang er stødt ind i forklaringen på hvad der gør høns skruk:

Forudsætningen er at hun går ud af lægning. Dette frigiver et hormon i hjernen, der aktiverer rugetrangen. Hvilket jo giver god mening i naturen, når man har lagt en redefuld æg. Og hvilket også forklarer hvorfor ISA og hvad de ellers hedder af industrihøns, IKKE bliver skruk. Det producerer de for mange æg til.

Den første skruk har nu udruget sit beskedne kuld på 4 æg. Det resulterede i 3 fine kyllinger, der i dag er 1 uge gamle. 2 hunner og en han. Tror jeg. De hygger sig alle i den hønsefræser vi smækkede sammen, da det stod klart at hun ville blive på æggene.

001

Og nu ligger der 2 nye og skrukker! På hver 10 æg. Noget klogere denne gang, har jeg suppleret op i den enes beholdning og fjernet lidt fra den anden. Og markeret æggene.

Det sidste viste sig at være en god idé, for især den ene har haft svært ved at få lov til at ligge i fred: Hun rangerer tydeligvis ikke særligt højt i hierakiet. Andre høner lægger sig over hende, eller jager hende ligefrem ud af kassen, så de selv kan få lagt deres ene æg. Efter at have sorteret æg i 2 dage i træk, med en muggen skruk på skødet. Og efter at have skulle jage en anden høne væk i dag, for så at putte skrukken ind i kassen igen, fandt vi ud af at vi måtte lave en mere holdbar løsning.

Inde i selve hønsegården kunne det ikke være, så var der alligevel ikke nogen fred for underhønen. Og det skulle også være under tag.

Vi kunne selvfølgeligt bygge nogle flere hønsefræsere, men det ville betyde et par dages arbejde. Selv med erfaringerne fra den første fræser.

Og så var det vi kom i tanke om marsvinenes bur! For de er jo på sommerferie uden for. Og buret lå pakket væk i garagen.

Nu står damerne så i 2 etager i brændeskuret, i hver deres katte-redekasse.

006

Om de vil finde sig i det, må tiden vise.

003

Men fungerer det, er planen at de bliver der til æggene klækker. Så passer det med at marsvinene alligevel skal ind for vinteren igen, og kan overlade sommerhuset til en høne med kyllinger:

002

Imens kan det andet hold kyllinger og deres mor komme en tur over i hønsefræseren, hvor de 3 “store” kyllinger på det tidspunkt er næsten en måned gamle.

Det er godt med genbrug! 😀

Flyttedag

Der er gang i bistadet. Den nærliggende eng har blomstrende kløver.

bier

Kikker man efter, er der også gang i andet end kløver.

Droneslaget er i gang.

De store fjumsede droner, der aldrig har oplevet andet end fuld service og forplejning fra deres søstre, bliver nu smidt ud hjemmefra.

Hele deres korte liv er de blevet madet, når de var sultne, for så på solskinsdage at flyve en tur med gutterne, på jagt efter damer.

Den slags frivol pjank er der ingen bifamilier der har råd til at fodre på, nu hvor mængden af tilgængelig pollen og nektar er toppet.

drone1

Fra nu af går det den forkerte vej:

Mængden af næring der hentes ind af trækbierne pr. dag bliver gradvist mindre end den mængde bifamilien spiser.

Dronningen er allerede startet med at lægge æg til de bier der skal overvintre med hende. Og de arbejdere der er lige nu, bliver ikke længere erstattet med mange flere nye.

Den samlede størrelse af familien er så småt ved at vende.

Nu skal der gøres klar til vinteren.

drone3

Og de starter med en oprydning i hvem der skal fodres på.

drone2

Det er kort og kontant afregning. Dronerne bliver skubbet ud af boet.

Og prøver de at komme ind igen, bliver de stukket.

drone4

Til sidst ender de fleste med at flyve væk.

Jeg kommer sådan til at tænke på græshoppen fra Æsop.

Det grænseløse underjeg

Der mangler ikke ulækre og ulykkelige detaljer. Heller ikke dokumentarfilm eller billeddokumentation.

Og der er også masser af hjælp til at vælge.

Alligevel fortsætter det, ufortrødent.

For 10-12 år siden var der en udsendelsesrække på DR2 om hjernens udvikling.

I en af de første udsendelser, blev der vist et illustrativt eksperiment: En lille gruppe børnehavebørn blev én af gangen sat foran et bord i et rum, helt alene. På bordet foran dem blev der lagt et par stykker slik. Barnet/børnene fik så at vide, at hvis de lod være med at spise det slik der lå foran dem, ville de få endnu mere slik efter eksperimentet. Forsøgslederen gik så ud af rummet. Barnet var nu alene med et kamera, og slikket på bordet. De skulle være alene med slikket i måske 5 minutter.

Der blev sunget sange, numset rundt på stolen, og meget andet. Alt sammen i et forsøg på at undgå at spise slikket. Uden held. Overladt til sig selv, med slikket lige ved siden af, var der ingen der ikke spiste slikket. Ingen der kunne udskyde deres behov. For dét kan man ikke som 4-5 årig. Ikke på egen hånd, uden hjælp. Det er hjernen slet ikke modnet nok til. Men efterhånden som vi bliver ældre,  lærer vi det. Det bliver en hårdt erhvervet færdighed.

Det er altså ikke en medfødt evne, det med at kunne udskyde sine impulser, for at kunne vælge at handle på dem, eller måske lige frem lade være.

Hvis ikke det var sådan, var der næppe heller nogen reoler fyldt med dims, lige op til kassen i supermarkedet. Det kan betale sig at trigge vores udiciplinerede underbevidsthed………………..Endnu bedre bliver det, hvis man oven i købet kan overbevise folk om at det er til deres eget bedste. De har godt af det, de er det værd, de har faktisk ret til det.

Vi skal intet mangle. Ikke undvære. Ikke lide afsavn.

Forleden havde Brugsen tilbud på 2 svinemørbrad’er til 50,- Kyllinger kan man sagtens købe til 40,- på tilbud. Og Netto har en igangværende sommerkampagne kørende, hvor man kan vælge og vrage mellem assorteret kød til grillen til 25,-

Vi skal nemlig have kød. Og meget af det. Hele tiden.

Har man ikke læst den fremragende “Kød – en antologi”, der udkom for et par år siden, kan den varmt anbefales. Et af bidragene er en artikel forfattet af to norske forskere. De har gennemgået og sammenlignet flere forskellige udgaver af Gyldendals store kokebok. Norges svar på Italiens “Sølvskeen”, eller vores egen “God mad, let at lave”, der er kommet i 8. udgaver.

Deres pointe var, at i den ældste udgave af kogebogen, var der detaljerede illustrationer af hvordan man brækker forskellige dyr op, og udskærer dem. Kød var noget man fik fra et konkret dyr. I den seneste udgave af kogebogen er ethvert tilløb til at illustrere hvor kødet kommer fra, eller hvordan man får en given udskæring, helt væk. I stedet er der nu kun billeder af selve koteletten, oksestegen, ect. Kødet er nu en ingrediens, på niveau med de løg eller de champignons der også skal bruges i en middagsret. Og når det først er reduceret til dét, jamen så svarer det jo til at stå og overveje om man vil have de økologiske gulerødder eller de “almindelige”.

Jeg tror det gør en kæmpe forskel om man har “været der selv”. Om man reelt har konkrete erfaringer at koble sine indkøb op på. At mad der laves fra bunden smager anderledes. At en rigtig slagerbutik faktisk lugter. Af kød. At der er forskel på grøntsager, krydderier, råvarer. Ud over prisen. At man har været i konkret nærkontakt med levende husdyr.

Om der er en indre kontravægt til jeg-vil-have.

For det er ikke tilgængeligheden der skal afholde nogen fra at købe kød fra burgrise, industrihøns, eller udslidte malkekøer der aldrig har været på græs. Det skal markedet nok sørge for. Vi vælter os i kød i butikken, når vi handler. Og vi slæber det med hjem.

Fordi vi kan.

Vegetaren, økologen, veganeren for den sags skyld, udgør stadigvæk et normbrydende mindretal. Og beskrivelsen af  deres måde at leve på, er fortsat centret om fravalget, forsagelsen. Der er noget de ikke gør. Det handler ikke om at de har foretaget et aktivt tilvalg.

For man skal have det hele. Lige nu.

Fordi vi kan.

Havets fryns

I de første 6 år er den bedre halvdel kommet hjem uden fangst, når han var på fisketur.

Der har været lange, detaljerede og drabelige beretninger om hvad der slap væk.

Og det er jo processen der tæller. Og naturen.

Men ikke desto mindre.

Det sidste ½ år har været anderledes. Han har knækket koden, luret lokkemåden:

Her er resultatet af dagens vandgang på Kongsøre Næbbe:

fangst

Det er afstresning der vil frem. Der er dømt dejlig aftensmad i morgen.

Bi-invasion

Da vi kikkede ned forbi bistadet i eftermiddags, sad der en klump meget kolde og våde bier på flyvebrættet. De måtte tydeligvis ikke komme ind. Samtidigt kom der hele tiden arbejdere flyvende, de kom ind uden problemer. Så de der sad på brættet, var altså ikke nogle der hørte til.

De blev fjernet og hældt ned på jorden.

018

Senere, da vi  kom ned igen, var de kravlet op igen en gang, nu så de blokerede det hele totalt. Vi fejede dem væk endnu en gang. Kort efter var de forsvundet.

Så var det vi besluttede os for at gå i bierne kl. 9 om aftenen: På med dragterne, ild i røgpusteren, og ned for at tjekke hvad der foregik.

Det ser unægteligt ud som om en fremmed (dronningeløs?)sværm er kommet ind? Forrest i stadet og oppe i magasinerne ser alt ud som vanligt. Alle myldrer rundt og er travlt beskæftiget med det de nu plejer at lave. Fruen i huset var der også, helt uanfægtet, ganske som de bier der omgav hende.

Men på de bagerste 2 rammer sad bierne klumpet helt sammen. Arbejdere alle sammen, ingen droner, ingen dronning. Så vidt vi hurtigt kunne vurdere.

Vi fik tilsammen 5 stik, normalt får vi ingen. Nogen er oppe på lakridserne.

Fantastisk nok, kan vi så ringe klokken bæ om aftenen, til en venlig mand fra biavlerforeningen. Og lige så fantastisk spørger han ikke om hvad vi bilder os ind, men om hvad der er sket.

Nu kommer han i morgen formiddag for at se på det. Vi kommer til at overdænge ham med spørgsmål.

Mangler man nørderi-pontentiale, skal man bare anskaffe sig bier……

…….. Forklaringen viste sig at være ganske enkel og udramatisk: Det var trækbier, der havde samlet sig i regnen uden for. Da de ingen honning havde med hjem, var det svært at få lov at komme ind. Når de endeligt kom ind, klumpede de sig sammen bagerst, hvor der ikke er så varmt som i resten af stadet.

Med rigtigt mange ting, og også med bier, kan det essentielle skrives ned på bagsiden af en – ihvertfald – køkkentændstikæske. Tilsætter man så 40 års erfaring, får man det vi fik demonstreret i dag: En vidende og venlig gennemgang af hvad man skulle se efter, og hvorfor tingene var som de var.

Vi blev rigtigt meget klogere, og blev også forsikret om at med så velfungerende en familie, ville der ikke komme noget ind udefra.

Til gengæld burde vi overveje at udskifte dronningen: Der er huller i yngeltavlerne, hun lægger ikke æg i alle celler.

Køber vi en ny, skal den gamle aflives, og den nye dronning  placeres i et lille bitte bur i stadet. Enden af buret består af sukkerdej; Det tager bierne et par dage at gnave sig ind til hende. I løbet af de par dage, har hun udsendt så mange ferromoner, at at stadet og arbejderne nu er hendes.  Var hun bare blevet sat ind, ville de have dræbt hende. Dufter hun ikke nok, dræber de hende under alle omstændigheder.

De tomme vidders vildskab

I denne uges Weekendavis er der en artikel om rewilding (“Forslugne vegetarer”, Ideer s. 4.).

I store træk dækker begrebet over idéen om genopretning af natur og økosystemer, tilbage til et mere oprindeligt stade. Gerne ved hjælp af indførsel af nogle af de dyrearter der var hjemmehørende tidligere. Følgende citat fik mig til at tænke:

….”Hvorvidt effekterne af rewilding er så entydigt positive som russeren påstår, er der stor uenighed om. Særligt i mindre lande, hvor der ikke er plads til enorme øde naturområder, er modstanden større. Eksempelvis i Danmark hvor pladsmanglen er et direkte argument imod at genindføre store dyr i den danske natur.

“Det er vigtigt at vi finder ud af hvordan vi får plads til naturen. Der mangler plads til den naturlige natur, hvor et vandløb bugter sig, skovbrande raserer, og store dyr vandrer frit rundt. Men jeg er klar over at det er noget af et paradigmeskift, der står i skarp kontrast til det 20. århundredes stolte naturbevaringstradition, hvor målet var at kontrollere naturen.”

Men vi har faktisk plads, mener Ejrnæs. Vi skal bare udnytte den rigtigt. I disse år er der en voldsom debat omkring affolkning af landområderne. Den tomme plads kan vise sig at være værdifuld, hvis vi eksempelvis omdanner forladte landområder til naturparker”……

For et stykke tid siden blev der offentliggjort en kronik i Fyns Stiftstidende, her fundet via gylle.dk. Kronikken, der er skrevet af 2 beboere i landsbyen Magtenbølle på Vestfyn, beskriver meget fint det der sker rundt omkring i landområderne:

“Vi har passivt set til, mens landbruget, godt hjulpet af kreditforeninger, bankerne og EU-støtteordninger har ”strukturudviklet” på livet løs de seneste 40 år. I dag er hver femte bedrift på mere end 100 hektar. I 1970 var blot én procent af bedrifterne på over 100 ha. Ca. 2/3 af arealet dyrkes i dag af bedrifter, som er større end 100 ha, og 40% af arealet dyrkes af bedrifter, der er over 200 ha.”

Jeg forstår så udmærket den frustration, der ligger til grund for deres kronik. Man skal ikke køre ret langt væk fra det reservat af hestefolde og små hobbybrug som Sjælland i pendlerafstand af København er, før der er bar ensformig landbrugsland. Med små afbræk af lige netop småhuse med et minimum af grund omkring. Der er på alle måder tomt.

Måske det også, på lidt længere sigt, bliver det der baner vej for den våde drøm om vild, utæmmet natur i et så gammelt kulturlandskab som det danske?

For, det må være uendeligt meget nemmere at gennemføre en naturgenopretning/naturpark/braklægning/rewilding, hvis mængden af lodsejere hen over tid er reduceret til en enkelt eller to, der så til gengæld ejer det meste inden for miles omkreds. Og som, hvis ellers de dystre meldinger om mulighederne for at tjene til dagen og vejen som landmand står til troende, balancerer på en knivsæg for at overleve økonomisk.

Desuden forekommer det mig, at de følelsesmæssige bindinger der måtte være til det dyrkede land, hvis man sidder på den fædrene gård som 6. generation, nok ikke er helt sammenlignelige med hvad et konsortium af investorer vil føle?

Efterhånden som de sidste familiebrug enten forsvinder eller muterer over i store bedrifter, og behovet for ekstern kapital stiger, er vi vel mere ovre i egentlig traditionel virksomhedsdrift? Og ikke så meget i den selvforståelse og historiefortælling om slægters gang, der ellers har forankret folk i landbruget. Det kan godt være det ikke var ens egen slægt der havde knoklet på jorden, men man har vidst hvem de var. Og kendt nogen der kendte dem. Egentligt er det vel sammenligneligt med skiftet mellem håndværk og egentlig industri, som også er sket på så mange andre områder? Senest i fiskeriet?

Det virker som om vi er på vej hen til en form for natur- eller måske nærmere landskabsforvaltning, der er enten-eller? Som to ekstremer. Men også to ekstremer, der lige så modsatrettede de er, også er relaterede. Man ændrer ikke en egn med et levende lokalt liv og en masse forskellige småbrug til en naturpark.

Naturgenopretning af den kaliber som naturparkerne og de store fredninger repræsenterer, har klart deres berettigelse. Især når det gælder områder der er særegne og enestående: Vildmoserne, Vadehavet, heden, de mikroskopiske områder af oprindelig skov der er tilbage, ect.

Hvis vi til gengæld taler om genetablering af vild natur i områder hvor der ellers har været kulturlandskab i flere århundreder, så må det være relevant at diskutere hvad man får ud af det? Rent grundvand er selv sagt et gode, men mindskning af miljøbelastningen må kunne opnås på andre, mindre rabiate måder.

Hvem skal have fornøjelse af en genskabt vild natur? En brøkdel af den befolkning der klumper sig sammen i byerne? Hvor mange kommer egentligt derud, når først der er genoprettet? Og hvad får de ud af det? Skal vi have natur for naturens egen skyld? For et “rewildet” område vil i sin essens ikke harmonere med en fast, rekreativ brug af mange mennesker.

Sat på spidsen; Hvad giver det enkelte menneske mest naturfornemmelse, eller måske nærmere naturforståelse:

  • Natur hvor man er tilskuer, hvor man drager ud og ser på, for så at tage “hjem” igen?
  • Eller natur som den kommer til udtryk rundt omkring éen, midt i hverdagen?

Skulle jeg vælge mellem monokultur og naturgenopretning, ville jeg vælge det sidste. Og som jeg startede med at skrive, er jeg ikke i tvivl om at det første giver lettere adgang til at indføre det sidste.

Men i processen har vi mistet vores kulturhistorie, og endegyldigt givet køb på muligheden for at befolke områderne uden for de store byer på en måde der bliver andet end passiv.